Smart, lækker og praktisk forbrugerelektronik – kamera- og musiktelefoner, smartphones, subnotebooks, medieafspillere, GPS-vejvisere, Bluetooth-enheder etc. – er blevet hvermandseje og har skruet brugernes forventninger til teknologi højt op. Virksomhedernes udfordring er, at deres it-systemer ofte halter langt bagefter og ikke kan opfylde forventningerne. Dilemmaet er, at virksomheder kan føle sig presset af omverdenen til besparelser, og derfor sætte deres it investeringer på lavt blus. Det gavner nok bundlinjen på kort sigt, men efterlader virksomheden med stadig mere utidssvarende og vedligeholdelsestunge it-systemer i en tid, hvor brugerne – kunder, medarbejdere, leverandører m.fl. –ser nytænkende, smart, brugervenlig og effektiv forbrugerelektronik vælte frem. Store virksomheder bruger i dag typisk 40% af deres it-ressourcer på at vedligeholde it-løsninger, som er forældede og for længst afskrevet økonomisk. Desuden opsamler 80% af it-løsningerne ikke vigtig information om kunderne og deres ønsker - og når de gør, så er informationen i næsten ni ud af ti tilfælde ikke tilgængelig for virksomhedens beslutningstagere. Gennemsnitligt sker kun 22% af kundekontakten, 19% af kontakten til leverandører og 33% af kontakten til medarbejdere i de store virksomheder automatisk via online løsninger. Kun 35% af virksomhederne satser seriøst på mobile applikationer, og blot enkelte benytter gængse online samarbejdsværktøjer til vidensdeling – f.eks. Wiki-teknologien. Tallene stammer fra en aktuel analyse, udført af Accenture blandt 260 af verdens største private og offentlige virksomheder. Analysen er verdensomspændende, idet 53% af virksomhederne er europæiske, 25% nordamerikanske og 22% asiatiske. Målet med analysen var at finde ud af, hvorfor nogle af de store virksomheder klarer sig bedre end andre, hvad angår brugen af it – at lokalisere de såkaldte ”High-Performers”. Resultaterne er tydelige. ”High-Performers” virksomhederne retter i høj grad deres it-løsninger mod kunderne (mere end 25%, mod 15% hos de øvrige). ”High-Performers” har desuden taget SOA (Service Oriented Architecture) i brug til integration mellem eksisterende it-systemer og ved udvikling af nye. Samlet set bruger ”High-Performers” virksomhederne 19% mindre tid på at rette fejl og holde deres it løsninger kørende, og de har typisk skrottet ældre it-løsninger til fordel for nyudvikling. I mine øjne er budskaberne oplagte: Kassér de gamle systemer og invester i nye billigere løsninger. Derigennem skabes en forynget og handlekraftig virksomhed, som bygger på omfattende, automatiseret interaktion med alle typer brugere. Lær af den forbrugerelektronik, som kunder og medarbejdere har glæde af i deres liv, ved at skabe virksomhedens it-systemer i samme billede, så de bliver spændende og tidssvarende – og ikke mindst opsamler og videregiver de informationer, som skal bruges til at sikre den fortsatte udvikling. Udnyt kunders og medarbejderes egen smarte forbrugerelektronik til at skabe helt nye løsninger, hvor disse enheder fungerer som brugerflade og terminal op mod virksomheden. Glem endelig ikke, at holde øje med udstillingsvinduerne hos Fona, Merlin og Apple Store, hvor der kan læres meget om design, funktion og markedsføring i mængden af fantastiske og nytænkende produkter! Er man interesseret i at kigge nærmere på resultaterne fra Accentures analyse, findes resultaterne i rapporten There’s no Substitute for Substitution. Til Top |