Er den amerikanske økonomi – og andre økonomier med den – på vej mod recession? Eller vil andre verdensdele – de nye økonomier – virke som støddæmpere i forhold til en mulig recession? Det er to spørgsmål, der har præget dagsordenen i årets første måneder. Og selvom USAs økonomi ikke skal undervurderes, tyder meget alligevel på, at verden i dag bedre end for 20 år siden kan tackle en nedbremsning i Vesten. Det er ikke mindst fremkomsten af den såkaldte ”multipolare verden”, der har flyttet tyngdepunktet i verdensøkonomien. I dag er Kina, Indien og lande som Mexico, Sydkorea og Brasilien trådt langt tydeligere ind i verdensøkonomisk end tidligere. Med en investeringslyst, kapital og konkurrencekraft, der er kommet bag på mange. En ny analyse, Accenture har udarbejdet blandt 850 topchefer verden over tegner et tydeligt øjebliksbillede af, hvordan truslerne mod forretningsmæssig succes opleves. 73 pct. peger på skærpet konkurrence, 67 pct. frygter for sundhedstilstanden i verdensøkonomien, 67 pct. peger på kampen om de bedste talenter, 62 pct. på omdømmet, og 51 pct. på efterslæb med hensyn til at levere nye produkter og services. En af de helt nye aktører i verdensøkonomien er de såkaldte Emerging Market Multinationals (EMM). De tider er forbi, hvor de vestlige multinationale selskaber var enerådende på verdensmarkedet. seneste år er snesevis af meget store EMMs trådt ind på verdensscenen, hvor de har erobret betydelige markedsandele. En Accenture-analyse peger på tre forklaringer på disse fremstormende virksomheders succes: Tæft for at improvisere, evne til at styre risici samt en ledelsesstil, der afspejler virksomhedens kulturelle arv. Samlet set giver det de nye multinationale selskaber klare fordele på fem hovedområder i vores ”multipolare” verden, hvor konkurrencen kommer klarest til udtryk: - Kapital – traditionelt er kapitalen gået fra de udviklede lande til udviklingslandene. Det har virket som brændstof for de nye virksomheders ekspansionslyst.
- Talent – er i dag en global ’vare’, præget af stor efterspørgsel fra alle verdenshjørner. Det har mange vestlige virksomheder i dag måttet sande.
- Ressourcer – konkurrencen om energi og øvrige råstoffer er skarpere end nogensinde – og forsyningssikkerhed og godt købmandskab er i højere kurs end nogensinde.
- Nye forbrugere/nye markeder – den bemærkelsesværdige vækst har skabt op til en milliard nye forbrugere i ’emerging markets’, der skal betjenes. De selskaber, der fanger disse muligheder dygtigst, får et forspring, der bliver svært indhente.
- Innovation – de nye multinationale har været i stand til at producere innovative løsninger i høj standard.
De nye stærke konkurrenter er en voldsom udfordring for de traditionelle balancer og mønstre i verdensøkonomien. Men øget konkurrence giver også nye muligheder. Mens væksten i Indien og Kina er velkendt, er det måske mere upåagtet, at økonomierne i Mexico, Brasilien, Rusland, Sydkorea og Østeuropa også buldrer frem. Samlet set skabes der i disse år en halv milliard nye jobs i de nye økonomier. Og adgangen til en milliard nye forbrugere vil totalt ændre konkurrencevilkårene i et globalt perspektiv. Velstandsudviklingen i de nye økonomiske kraftcentre vidner om et skred i den økonomiske verdensorden, der både rummer nye risici, men samtidigt også flere kilder til værdiskabelse end nogensinde. Til Top |