Mange virksomheder ser stadig mest på omkostningerne i forbindelse med et nyt ERP-system, men burde i stedet fokusere på de muligheder for at forbedre virksomhedens effektivitet og økonomiske resultater, som ERP giver Virksomhedssystemer (ERP) er blevet mere værd for de daglige brugere, men det er de samme tre grundlæggende parametre som for fire år siden, der skaber værdien – integration, optimering og tilvejebringelsen af beslutningsdata. Og de virksomheder, som oplever den største succes med ERP er kendetegnet ved, at de aktivt bruger løsningen til at forbedre virksomhedens effektivitet og til at opnå forbedrede økonomiske resultater. Det er blot nogle af konklusionerne fra en ny analyse, som det globale it-konsulentfirma Accenture har udarbejdet. Analysen ”New Growth from Enterprise Systems*” bygger på svar fra 371 større virksomheder fra 34 lande, herunder også Danmark. Accenture lavede en tilsvarende analyse i 2002, og det er i høj grad udviklingen og erfaringerne siden da, som den nye undersøgelse belyser og kortlægger. ”Efter at dotcom ballonen sprang, var mange virksomheder bange for, at de ikke fik valuta for investeringerne i ERP-systemer. Det førte til budgetnedskæringer og systemkonsolideringer, som gjorde, at det tog længere tid, inden ERP-løsningerne fik lov til at vise deres værdi. I dag er den ingen tvivl om, at man kan tjene penge på ERP, hvis det indføres og bruges rigtigt,” siger partner Philip Wiig fra Accenture Danmark. Hvad gør de bedste bedre? Accenture har kortlagt de virksomheder, som har været dygtigst til at implementere og udnytte deres ERP-systemer. Karakteristisk for disse ”top performers” er bl.a. at: - De lægger stor vægt på at anvende ERP-løsningen til at integrere deres organisation og optimere forretningsprocesser samt bruge data fra ERP-løsningen til at forbedre beslutninger
- De implementerer ERP-moduler på tværs af deres organisationer, i stedet for få procesområder, hvilket giver dem omfattende forretningsunderstøttende funktioner.
- De ser deres ERP-system som en strategisk ressource for virksomheden
- De bruger ERP-baserede industriløsninger til at differentiere sig fra konkurrenterne. 84 pct. af de dygtigste virksomheder bruger således industri- og branchespecifikke løsninger
Ifølge Philip Wiig er der dog fortsat et klart og uudnyttet potentiale for mange virksomheder: ”Det er interessant, at kun mellem 3-6% af alle virksomhederne vurderer, at de har høstet alle de ønskede fordele i forbindelse med investeringen i ERP. Det skyldes bl.a., at mange virksomheder primært ser på hvad det koster at anskaffe og drive en ERP-løsning frem for på de mulige forretningsmæssige fordele ,” mener Philip Wiig. ”Valget af nyt ERP-system er ofte placeret i virksomhedens it-ledelse, hvilket i sig selv ikke er et problem. Beslutningen bør dog også altid involvere topledelsen, fordi ERP-systemet får indflydelse på hele virksomhedens drift, konkurrenceevne og mulighed for at differentiere sig i markedet,” fortsætter Philip Wiig. Øvrige konklusioner fra Accentures analyse Accentures undersøgelse indeholder en masse information om større virksomheders brug af ERP i dag og hvilke erfaringer, de har gjort efter at have arbejdet med ERP i en årrække. Her er nogle af konklusionerne: 50 pct. af virksomhederne har rullet ERP ud i hele deres organisation – det er 39 pct. flere end for fire år siden. 24 pct. har direkte forbindelser til deres kunder via ERP-systemer og 15 pct. til deres leverandører. Den største forskel fra undersøgelsen i 2002 er, at virksomheder i mellemtiden har lært at bruge ERP til andet end at styre ”back office” processer så som økonomifunktionen. I dag benytter virksomhederne også ERP til understøttelse af markedsvendte opgaver som kundepleje og optimering af forsyningskæden. *Analysen ”New Growth from Enterprise Systems” er udarbejdet af Accentures Institute for High performance Business. Den bygger på svar fra 371 større virksomheder i 34 lande og fra 19 forskellige brancher og industrier. Undervejs har Accenture interviewet både topledelser og it-direktører. Desuden indgår interviews med 25 analytikere og ERP-eksperter. Alle virksomheder i analysen har erfaring med implementering af mindst to ERP-systemer fra bl.a. SAP, Oracle, Siebel, Microsoft og PeopleSoft. Analysen er foretaget over de seneste 12 måneder. Den nye analyse trækker sammenligninger med en tilsvarende undersøgelse, ”The Return of Enterprise Solutions: The Director’s Cut”, som Accenture udsendte i 2002. Yderligere information: Kommunikationschef Claus Wilkki. Mobil 25 28 80 94, email: claus.wilkki@accenture.com |