København, 05. marts 2008: Førende på produktivitet. En stærk global salgsorganisation. Løbende vækst i medarbejderantallet. Det er tre kendetegn for de nordiske virksomheder, der skiller sig ud, når det gælder præstationer over tid. Det fremgår af en Accenture-analyse af nøgletallene hos 1.000 større virksomheder i Danmark, Finland, Norge og Sverige. 10 pct. af de analyserede virksomheder tilhører kategorien ’højt præsterende’, viser analysen, der er baseret på vækst, lønsomhed og konsistent præstation over en femårig periode. "At vokse behøver ikke at koste – hverken på bundlinjen eller i beskæftigelse. Det er påfaldende, at gruppen af højtpræsenterende virksomheder viser højeste vækst, både når det gælder det økonomiske resultat, produktivitetsfremgang og antal medarbejdere. De højt præsterende virksomheder tæller fx 7 pct. af den samlede medarbejderstyrke i analysen, men tegner sig for 25 pct. af væksten i medarbejderantallet i årene 2001-2006, " siger adm. direktør Philip Wiig, Accenture. De højt præsterende virksomheder har årligt øget produktiviteten med 10 pct., mens gennemsnittet blandt de øvrige virksomheder var en vækst på 5 pct. Den største produktivitetsfremgang blev konstateret inden for lægemiddelproduktion, i finanssektoren og inden for logistik og transport. "Analysen bygger på data gennem fem år, der både bød på positive og negative konjunkturer. Det vidner om ledelsesmæssig robusthed og forudseenhed hos de virksomheder, der har klaret sig bedst. Fx er det påfaldende, at de højt præsterende virksomheder har prioriteret de globale markeder", siger Philip Wiig. I gruppen af højt præsterende virksomheder i Norden findes forholdsvis flere børsnoterede selskaber end unoterede selskaber. Om analysen Analysen "High Performance Business in the Nordic Region" omfatter ca. 1000 virksomheder med en omsætning over 500 mio. kr. i Danmark, Finland, Norge og Sverige. For at udskille de højt præsterende virksomheder har Accenture vurderet virksomhedernes vækst, lønsomhed og konkurrencekraft over en femårig periode. Som eksempel på virksomheder, der skiller sig som højtpræsterende, peger analysen på - Danmark: Bestseller, Aalborg Portland og Novozymes
- Sverige: SSAB, Sandvik og Hennes & Mauritz (H&M)
- Norge: Telenor, Ekornes og Frank Mohn
- Finland: Kuusakoski, Nokian Renkaat og Ponsse
Her kan du se Executive Summary: High performance Business in the Nordic region [PDF, 749KB] Hjælp til PDF Yderligere information: Kommunikationschef Claus Wilkki. Mobil 25 28 80 94 Om Accenture Accenture er en global virksomhed med specialer inden for management consulting, teknologi og outsourcing. Vi leverer den nytænkning, som hjælper vores offentlige og private kunder med at yde deres optimale – vi kalder det High Performance Business. Med indgående branchekendskab og ekspertise i forretningsprocesser, globale ressourcer og dokumenteret erfaring kan Accenture mobilisere de rette mennesker, kompetencer og teknologier, der hjælper kunderne med at forbedre deres præstationer. Med omkring 175.000 medarbejdere fordelt på 49 lande genererede Accenture en omsætning på 19,70 mia. USD. i det regnskabsår, der blev afsluttet pr. 31. august 2007. Til Top |